Stress – hvis ansvar er det egentlig?

Med udgangspunkt i artiklen: “Forskere: Mellemlederne fokuserer på stress-syges private problemer” rør Altinget.dk på en relevant måde, ved én af mange vinkler på stress og jeg synes der kan tilføjes en del, til artiklen. Læs den fulde artikel her: Artikel fra altinget.

Jeg synes at det er en rigtig relevant artikel, der er skrevet i det paradigme og den kontekst, efter hvilken vi har behandlet stress igennem de seneste mange år. Et paradigme og en tilgang, som har givet de resultater vi kan se i dag, og som på ingen måde er særligt flatterende.

Lidt data – fra Institut for Stress. Dagligt modtager danske virksomheder, sygemeldinger fra 35.000 medarbejdere og samlet set er der 1 million fraværsdage årligt, relateret til stress. Hver 4. af disse stress ramte, ender med at udvikle angst eller depression eller begge dele. Halvdelen af disse, kommer aldrig tilbage på arbejdsmarkedet.3

Ligeledes fra Institut for Stress – så behandles 300.000 danskere årligt for stress og ud af den samlede befolkning, synes 12 % at opleve stress relaterede symptomer. Ud af de ustyrligt mange penge, der bruges relateret til stress, i 2015 var det 55 milliarder DKK, bruges 10 % til behandling, 90 % på sygedagpenge, lønrefusion, overførselsindkomst og andre sociale ydelser. Indtil videre er der brugt 0% på forebyggelse.

Ved læsning kunne man få det indtryk, at “mellemlederne” bærer et meget stort ansvar for manglende håndtering af stress. Jeg tænker at det, er en meget lidt nuanceret tilgang. Faktum er, at stress er en tilstand, du selv kan ændre, som den enkelte selv kan ændre. Det er dit ansvar, at søge den hjælp du tænker du har brug for, når du oplever, at du ikke selv kan bryde ud af stress. Tænk hvis du overlod det ansvar til andre?

Fra AS3 ligger der data på, at 60 % af alle ledere mener at kunne identificere stress og at 70 % ikke ved hvad de skal stille op med stress.

Pointen er vel, at uanset om det der stresser det enkelte menneske, primært er relateret til noget i den private sfære eller primært kommer fra arbejdssituationen, eller en kombination – så er det grundliggende fuldstændig uden interesse. Stress styres fra hjernen, så med mindre, at du er udrustet med en “arbejdshjerne” og en “privathjerne” og bogstaveligt skifter fra den ene til den anden, alt efter situationen, så tilfører det ingen værdi, at skele til hvad der giver stress. Det giver alene mening, hvordan den der oplever stress, for altid lærer at håndtere sig selv, i relation til de tanker der giver stress.

Tilbage til mellemlederne og til min vinkel på, at mellemlederne, efter min mening, ikke bærer noget særligt ansvar. Hvor mange mellemledere kender du, der er gået til mellemlederens nærmeste chef eller virksomhedens direktion og har fået accept af og til, at tilbyde en stress ramt medarbejder, behandling, for virksomhedens regning? Jeg er sikker på at du kender nogen og jeg er sikker på, at der også er mange der har fået accept. Hvis nu stress, i situationen fra før, alene var relateret til noget i den stressramtes private sfære – havde svaret til mellemlederen så været det samme?

Stress der, af den stressramte, opleves som en farlig og negativ tilstand, som voldsomt begrænser den enkelte, er helt åbenlyst noget rigtig skidt. Igennem forebyggelse og behandling, findes der i dag meget effektive og virkelig let tilgængelige værktøjer. Metoder og tilgange, der er væsensforskellige fra den traditionelle behandling af stress – som virker. Hvis det du gør ikke virker, så gør noget andet? Hvis du bliver ved med at gøre, det du altid har gjort, så får du de resulter du altid har fået.

Det ved jeg faktisk noget om og du kan læse mere her: MINDStrain

Med ønsket om, at du skaber en dag, fyldt med det du helst vil have.

Claus